Sådan tager vi på tur....


Fordelen ved at være medlem af Dansk Fjeldvandrerklub er, at du altid har nogen at tage på tur sammen med. Der er også et stort udvalg af ture du kan tage med på.

For at vi kan tilbyde så mange ture som muligt, gør vi det let for turlederne at lave ture. Det betyder, at vi forventer at deltagerne kan klare sig selv. Du skal altså have almindelig god kondition og lyst til at klare dig selv udendørs.
 

 

Hvad har du brug for på tur ?


På flerdagsturene er det nødvendigt med et par vandrestøvler. De giver god støtte til anklerne. Husk du skal altid have støvlerne gået til, inden du tager på længere vandreture.

Du skal have en rygsæk. På endagsture er det ikke så vigtigt, hvad det er for en rygsæk, men på flerdagsture skal du have en rygsæk, som er tilpasset din ryg og derfor sidder godt.

Du skal selv sørge for kogegrej og mad på turene, hvis der ikke står andet nævnt i turprogrammet. Man kan sagtens holde fællesspisning alligevel. Selvom den ene laver kylling i karry og den anden laver bacongryde, så sidder vi og sludrer og hygger, mens der røres i gryderne.

Du får brug for sovepose og liggeunderlag på flerdagsturene.

Et telt er også godt at have med, med mindre du vælger at overnatte i det fri eller bivuak.

En fjerde mulighed er overnatning i shelter, hvis der findes det på lejrpladsen. Her skal du dog være opmærksom på, at shelteret sagtens kan være optaget af andre.
 


 

Fortvivl ikke hvis du ikke lige har kogegrej eller telt. Ring til turlederen og hør, om der måske er nogen du kan dele med. Husk det er vigtigt du tager en snak med turlederen, hvis du mangler udstyr, så det ikke kommer som en overraskelse ude på turen. Når du er med på turene, kan du også aftale med nogle af de andre, at I evt. kan dele kogegrej eller telt på næste tur. Så sparer I jo også lidt vægt.