Hjælp til turplanlægning

 

Denne orientering indeholder gode råd for nye medlemmer og lidt om klubbens regler for deltagelse i klubbens ture.

På klubbens ture lægges hovedvægten på at opleve naturen på alle tider af året. Oftest arrangeres ture som vandreture, men af og til arrangeres også skiture og kanoture. Klubturene arrangeres overvejende i efteråret, vinteren og foråret.

Klubbens ture foregår oftest i områder langt væk fra beboede områder, så der er gode muligheder for at fornemme, at man er ude i ødemarken. Klubbens weekendture er også en god mulighed for at afprøve nyt udstyr og blive inspireret af andres udstyr og erfaringer.

Herudover arrangerer klubben af og til længerevarende vandreture både sommer og vinter. Disse ture arrangeres enten som klubture eller som private ture. Som oftest annonceres disse ture i klubbladet eller på hjemmesiden. I forhold til private ture er klubben kun formidler af kontakten og har i øvrigt ikke noget ansvar i forhold til planlægning og økonomi.

Hvad enten det er en endagstur eller en længere tur er længden for en dagsmarch ofte nær de 20 km – så kan man mærke, at man har været på tur. For en uerfaren lyder 20 km måske som langt, men for langt de fleste er det en passende længde for en dags vandring. Turene veksler i sværhedsgrad, længde og indhold. Hvis du er usikker på, om du kan klare det, så prøv at kontakte turlederen inden turen starter.

Klubbens ture er samtidig en hyggelig ramme for at være sammen om vores fælles interesse – friluftsliv. Selvom det er din første tur vil du hurtigt opleve, at du bliver en del af fællesskabet. Efterhånden som man har været med på nogen forskellige ture, får mange lyst til selv at stå som arrangør af en tur, evt. sammen med nogen af de mere erfarne turledere. Du kan læse mere om at arrangere ture i Dansk Fjeldvandreklubs turvejledning.

God fornøjelse med turene.